onsdag den 2. februar 2011

Socialisme og kommunisme

Skrevet af Stig Winther Petersen


I lyset af Ole Sohn-debatten, mener jeg det vil være gavnligt at få pudset nogle begreber af - hvad skal vi forstå ved socialisme og kommunisme? Debatten er opstået fordi, Ole Sohn, der var formand for Danmarks Kommunistiske Parti, har udsigt til at blive minister i en kommende regering.

Der er mange måder, man kan forvirre sig selv på. Ordene kommunisme og socialisme bruges om sæt af ideer, men også om politiske bevægelser og sågar om hele samfund. Og så kan ordene dække et indhold, der er nøjagtig det modsatte af, hvad der oprindeligt var meningen med dem. Så lad os tage et par strejftog i historien for at slå nogle ting fast.

Socialismen og kommunismen er politiske traditioner, som går langt tilbage. Der er lavet kommunistiske utopier helt tilbage i 1600-tallet,( fx Thomas Moore: Utopia).



Thomas Moore

Som politisk ide blev socialismen tydeligere i arbejderbevægelsen for 200 år siden. De fleste arbejdere var socialister sidst i 1800 tallet. Og der var mange forskellige retninger.

På samme tid fandtes der også borgerlige ideer i mange aftapninger.
Læs om de grovere udgaver af de borgerlige ideer i Sven Lindqvist: " Udryd de sataner. " Det er en bog, som burde være pligtlæsning for unge i skolerne, fordi den viser, hvordan racismen og kapitalismen hænger intimt sammen. Mange af de borgerlige ideologer og politikere bifaldt erobringen af kolonier og aflivningen af millioner af mennesker. Ellers havde de ikke kunnet finde sted. Men andre borgerlige var modstandere og mente, at det var umoralsk. At være borgerlig er historisk set altså heller ikke én ting.

Bolsjevismen og stalinismen


En politisk retning, som senere blev kaldt bolsjevismen, udsprang af det russiske socialdemokrati først i 1900 tallet. I 1917 lykkedes det dette parti at erobre magten i Rusland, som imidlertid ikke var modent til et socialistisk demokrati. I stedet for at udvikle demokratiet valgte partiet at dominere alle beslutninger og satte sig selv på magten. Alle andre socialistiske retninger blev samtidig udmanøvreret og senere udryddet. De øvrige var socialdemokrater, anarkister, trotskister og rådssocialister. Det skete gradvist, og de fleste socialister i Europa og Amerika vidste ikke meget om det, og håbede nok det bedste. Der var tændt et håb, som mange ikke ville have slukket. Fascismen marcherede i Europa.

Nogle socialister i Europa tog bestemt afstand fra den sovjetiske ledelses politik, som man ikke anså for demokratisk og socialistisk.

Socialdemokrater kritiserede manglen på demokrati. Trotskister kritiserede den tilfældige magtudøvelse og undertrykkelsen af politiske modstandere. Rådskommunister kritiserede politikken for ikke at være socialistisk, men snarere fascistisk.

Otto Rühle, som havde været socialdemokratisk medlem af Rigsdagen i Tyskland, blev ideologisk leder under den tyske revolution efter første verdenskrig. Han var fortaler for et radikalt basisdemokrati med rod på arbejdspladserne (rådskommunisme).




Otto Rühle skrev i 30'erne en bog om "den røde fascisme" i Sovjetunionen. Manden var glødende socialist. Bogen blev genoptrykt og læst af røde studenter i halvfjerdserne. Han beskrev forvandlingen til et socialistisk samfund som en stor pædagogisk proces, hvor mennesker opdrager sig selv og udvider deres erkendendelse og handlemuligheder gennem selvorganisering.

www.libcom.org/library/bourgeois-proletarian-revolution-otto-ruhle


Socialisme som fællesskab

Socialisme er nok så meget en bevægelse i retning af fællesskab, som den er et fikseret system. I den forstand er socialismen heller ikke længere en utopi eller et bestemt samfund, men betegnelsen for den fællesskabsbevægelse, der bestræber sig på at gennemføre socialistiske principper.

Socialisme ser derfor meget forskelligt ud alt efter, hvor og hvornår den udvikler sig. Fælles for alle former for socialisme er, så vidt jeg kan se, at det er en bevægelse, hvor mennesker forsøger at få indflydelse på deres eget arbejdsliv, dvs. begynder at se sig som ansvarlige og skabende mennesker, der samarbejder med andre om at tilfredsstille egne og andres behov.

Det så vi i det statskapitalistiske Polen lige før militæret tog magten i 1981. Arbejderne var begyndt at danne arbejderråd, som skulle overtage kontrollen med de statsejede virksomheder. Det var en parallel organisering, ved siden af det berømte Solidarnosc. Men så klappede fælden. Socialistisk demokrati var ligegodt for skrapt for betonkommunisterne, som havde administreret samfundet uden at spørge andre.




1.maj i Århus

Manglen på demokrati på er nok ansvarlig for, at en socialistisk udvikling på Cuba er gået i stå. Statseje er ikke i sig selv socialisme, men netop bare statseje. Fabrikker og butikker ejet af et bureaukrati er ikke demokratisk styret fælleseje.

Det, at hver enkelt menneske sammen med andre har indflydelse og tager stilling, mener jeg, er helt afgørende for, om man overhovedet kan tale om socialisme. Vi kan jo alle fylde det i begreberne, som vi ønsker os. Jeg mener ikke, at man kan skille socialisme fra demokrati. Så når Ole Sohn kyssede Honecher, så var det ikke et socialistisk land, han besøgte, men et statskapitalistisk samfund uden demokrati.



Freie Deutsche Jugend (DDR), en indoktrineret topstyret spejderbevægelse


Velmenende borgerlige kommer ofte med det argument, at socialismen ikke er ønskelig, fordi initiativet bliver taget fra det enkelte menneske, som i stedet må affinde sig med at få at vide, hvad det skal gøre.

Bortset fra at det jo netop er lige præcis sådan de fleste mennesker oplever deres arbejdsbetingelser i dag i Danmark og i alle andre lande, så er der jo det rigtige i påpegningen, at sådan var forholdene faktisk også i den såkaldt "realiserede socialisme". Påstanden påpeger for socialister, at det ikke er socialisme, der tales om.

I Østeuropa havde man oven i købet bremset de entreprenante kapitalister. Alligevel skete der en social udvikling i Østeuropa, som man ikke bør se bort fra. Men alt stivnede i systemer og i frygt for det altdominerende parti, som også kunne gribe til statsterror.

Det, vi har lært, er, at socialisme ikke trives med ét parti, som styrer enerådigt. Folkestyre fra grunden er vejen, som skal betrædes. Gennem deltagelse i beslutninger modnes et menneske til ansvarlighed. Det gælder også for dem, som deltager i den bevægelse, som peger fremad mod mere socialistiske forhold. Socialistiske bevægelser, som selv ikke fungerer demokratisk, kan naturligvis ikke forberede en socialistisk udvikling, tværtimod.

Socialisme er en udvidelse af demokratiet gennem aktiv deltagelse i beslutningsprocesser af især de mennesker, som skal udføre arbejdet. Socialisme er økonomisk demokrati.

Diskussionen af hvilke beslutninger, der skal teges, kræver, at alle har fuld ytringsfrihed. Især vigtigt er det, at de, der udfører arbejdet, og som af samme grund ofte har mest forstand på produkterne og serviceydelserne, kan give deres besyv med.

Der er således et klart socialistisk perspektiv i at øge offentligt ansattes ytringsfrihed nu . Man forstår, hvorfor de borgerlige instinktivt trækker sig, når ytringsfriheden er på tale. De ønsker ikke den slags personlig ansvarlighed udviklet,s omhænger sammen med at stå frem med en kritik. De har brug for autoritetstro mennesker, der gør det, de bliver beordret til.

Marxistisk kritik af statskapitalismen/statssocialismen

Kan man engelsk, og vil man studere en gennemgribende kommunistisk eller marxistisk kritik af den sovjetiske statskapitalisme (kommunisme) kan man roligt starte her:

www.marxists.org/archive/mattick-paul/index.htm

Jeg tror desværre ikke, at en ny såkaldt venstreorienteret regering vil bringe socialismen nærmere. Socialisme og kommunisme kommer, som jeg ser det, "nedefra", Hvis en ny regering vil åbne for større demokrati i økonomien, kunne man håbe på, at der ville udvikles en større social ansvarlighed, som jeg mener er indholdet i og forudsætningen for en socialistisk udvikling. Men det er ikke på dagordenen. Det er snarere krisemanagement, der er pointen.

Opfordringen til at arbejde 12 minutter mere om dagen forholder sig jo slet ikke til indholdet i arbejdet. Socialistisk tænkning er altid kvalitativ. Det er fremmed for socialistisk tænkning at operere rent kvantitativt. Det er kapitalistisk tankegang. Det er uacceptabelt at løsningen kan være at arbejde mere, når der ikke samtidig tages stilling til om produktet af dette arbejde er ønskeligt eller ej.

Socialistisk revolution i Venezuela

Jeg har fundet en interessant artikel, der handler om den aktuelle socialistiske revolution i Venezuela, hvor man kan se hvor sammensat en bevægelse der er tale om. Det er spændende at læse om forsøgene på direkte medarbejderkontrol på arbejdspladserne, dvs. forsøg på indførelse af økonomisk demokrati

Der er et interview med nogle socialister, der ikke er enige med præsidenten, og som arbejder for direkte arbejderovertagelse af produktionsapparatet, altså økonomisk demokrati.

Der er mange forskellige socialistiske opfattelser, og de viser sig også i Venezuela som forskellige politiske strømninger. og som forskellige måder at kæmpe på.

http://www.socialistiskinformation.dk/side.php?id=592


Kommunisme er ikke partidiktatur

Kommunisme har intet med partidiktatur at gøre, tværtimod. Det er klart , at vi mennesker - sikkert i al fremtid - vil dele os efter anskuelser, men at et bestemt parti skal bestemme er i modstrid med hele kommunismens ide. Socialisme må indebære, at de samvirkende mennesker gør sig fri af også socialistiske partiers dominans.

Socialistisk demokrati er basisdemokrati, dvs. et demokrati organiseret ud fra arbejdspladserne, skolerne, beboelseskvartererne. Den socialistiske ide er ikke elitær i sin opfattelse, men bygger på lighed mellem mennesker, og der er principielt ikke nogen, der er "mere lige end andre". George Orwell, der kritiserede Sovjetunionen i sin bog "Kammerat Napoleon", fastholdt jo bare den socialistiske ide midt i det stalinistiske kaos.

Så kan der være en masse sager , hvor der skal lovgives og her kommer forskellige skiftende partier med forskellige livsholdninger som nu ind i billedet.

Kommunisme indebærer forsamlingsfrihed og fuld ytringsfrihed. Hvordan skulle basisdemokrati ellers kunne fungere i praksis?

Sovjetunionen havde en bestemt slags fællesejendom, som bedst kan betegnes som statskapitalisme - eller statssocialisme alt efter synsvinklen. Mens Stalins parti gjorde alt for at fremstille sig som arvtager til tidligere socialister, undertrykte det selv alle andre slags socialister.

Jeg vil personligt ikke betegne hverken det russiske eller det kinesiske system som socialistisk eller kommunistisk. Alene fraværet af demokrati diskvalificerer Sovjetunionen og det nuværende Kina fra denne betegnelse.

Tænker man marxistisk er socialisme som samfundssystem først og fremmest det samme som økonomisk demokrati. Dvs at de, der arbejder også bestemmer over deres arbejdspladser, over produktionen og over hvilke produkter, der skal laves.

Jeg formoder, at mennesker, der bruges deres arbejdstid efter egen bestemmelse, vil tage hensyn til, hvad der er brug for på det, der nu hedder "markedet", så der bliver en balance mellem udbud og efterspørgsel. Hovedideen i marxistisk tænkning er, at der skal "produceres for behovene" og ikke "for profitten". Det springende punkt er så naturligvis, hvem der skal bestemme, hvad behovene er og hvordan, man finder ud af det.




Svend Vestergård Jensen har i et nyligt nummer af "Socialistisk Information" en udmærket artikel, hvor han klargør sit syn på begreberne marxisme, socialisme og stalinisme. Jeg bringer den her i sin helhed:

"Stalins arv: Er marxismen ansvarlig for stalinismen?
Under valgkampen forsøgte journalister og borgerlige politikere, ikke mindst Pia Kjærsgaard, at skræmme vælgere væk fra Enhedslisten ved blandt andet at henvise til principprogrammets begreber om revolution og kommunisme.

Ligesom borgerlige politikere de sidste par år nærmest kun omtaler SF som Socialistisk Folkeparti med tryk på socialistisk. Som om det skulle skræmme folk væk. Ideen hos dem må være at identificere begreber som socialisme, kommunisme og revolution med den praksis, som er blevet knyttet til disse begreber.

Samme angst synes også at plage dele af venstrefløjen – ”vi skal passe på ikke at sige kapitalisme, revolution, socialisme, osv.” Dette i en situation, hvor kapitalismen er i dyb krise, netop fordi det er kapitalisme!

I det aktuelle splittelsesforsøg i SUF og samarbejdet mellem Enhedslisten og SUF, siger splittelsesmagerne, at Enhedslistens Ungdom ikke skal hedde SUF, trods dette navns historiske tradition i Danmark fra Socialdemokratiets Ungdom til det nuværende SUF, der arbejder uafhængigt i forhold til, men i solidaritet med Enhedslisten. I stedet vil man strømline en ungdomsorganisation så tæt på Enhedslisten som muligt til det parlamentariske arbejde, der holder sig inden for det borgerlige samfunds rammer.

Er ideen at blive salonfähig og blive klar til at administrere kapitalismen og ikke afskaffe den? I stedet må der gås en anden vej. Ved at droppe begreberne begås en alvorlig fejl, og det leder til nye problemer. Ord og begreber må afspejle deres indhold. Det handler ikke om at afskaffe begreber, ændre deres reelle indhold, men om at variere og nuancere sprogbrugen.

Åndelige tvillinger
Netop ved at sammenblande stalinisme med marxisme opnås, at venstrefløjen henvises til noget skræmmende. Det svarer til, at man ville sige, at borgerlige er ansvarlige for fascismen, og at venstrefløjen hele tiden ville bruge fascismebegrebet om borgerligheden. For fascismen var jo en borgerlig strømning, der på afgørende tidspunkter reddede kapitalismen, når den var sidste mulighed, den sidste udvej.

Disse to fænomener, fascismen og stalinisme, udspringer af hvert sit system, men fremtrådte som Lev Trotskij engang sagde, som åndelige tvillinger. Den tyske marxist Karl Korsch skrev i 1939: ”Det er ikke længere ufatteligt, at den russiske stat i sin nuværende struktur skulle fungere som en mægtig løftestang i fascismegørelsen af Europa”.

Hvorfor må kritisk tænkning, revolutionære handlinger, gøre helt op med den stalinisme, der har præget store dele af venstrefløjen siden 1920’erne og 1930’erne? Er marxismen ansvarlig for stalinismen? Er socialisme/kommunisme ansvarlig for stalinismen? Er stalinisme og marxisme ganske enkelt det samme? Er bare lidt der hen ad? Har den konservative politiker, Per Stig Møller bare lidt ret, da han engang sagde, ”at der går en direkte linie fra Marx til Moskva”?

Når forvirringen kan være total, kan det skyldes, at stalinismen formelt er udsprunget af marxismen, den russiske revolution. Efter bureaukratiseringen af den unge sovjetstat med Josef Stalin som dens leder og symbol fortsatte dette bureaukrati med at kalde sig det bolsjevistiske parti, det kommunistiske parti. Det brugte simpelthen de revolutionære gamle etiketter for lettere at kunne bedrage masserne og dermed opretholde den magt, de havde tilranet sig på bekostning af dem, der havde gennemført revolutionen i byerne og på landet. Ikke bare bedrageri – der blev samtidig brug for omfattende masseterror for at gennemføre den politiske kontrarevolution.

Masseterror
De fleste ledere fra den revolutionære periode blev deporteret eller henrettet. Eksempelvis blev mere end halvdelen af de 1900 delegerede fra kommunistpartiets kongres i 1934 elimineret få måneder efter. Det var sågar efter, venstreoppositionen helt havde lidt nederlag i årene før. Af de 200 medlemmer af centralkomiteen af det ukrainske kommunistparti var der kun få, der overlevede. Arrestationerne af ledende folk i hæren ramte mere end 30.000 ud af 178.000.

I sammenhæng med denne udvikling voksede bureaukratiet. Antallet af administrativt ansatte voksede i tiåret fra 1.450.000 i 1928 til 7.500.000 i 1939. Bureaukratiet voksede hurtigt til en virkelig social kraft, hvis konsekvenser allerede kunne mærkes.

Revolutionens land blev forvandlet til et politivælde, der ikke nøjedes med terror i Sovjetunionen, men gennem sin udenrigspolitik og den nu staliniserede Kommunistiske Internationale bredte sig til eksempelvis den spanske revolution og borgerkrig, hvor politiske modstandere på venstrefløjen blev ombragt. Og resultaterne er velkendt: Slaget blev tabt, og fascismen kom til magten i sin spanske variant, falangismen, med Franco som kransekagefigur.

Kommunistisk Internationale var blevet et redskab for Sovjetunionens udenrigspolitik. Internationalen blev uden diskussion nedlagt i 1943, som en særlig gestus til vestmagterne under Anden Verdenskrig.

Socialismen miskrediteret
Som antydet i indledningen har fænomenets resultat med et monolitisk partidiktatur, masseterror, historieforfalskning, osv. gennemskadet socialismens og kommunismens sag. Nutidens og fremtidens revolutionære socialistiske bevægelser må operere denne kræftsvulst væk, hvis det ikke allerede er gjort. Det er en væsentlig forudsætning for socialismens troværdighed.

Det nytter ikke, som det høres rundt omkring hos visse ”ny-stalinister”, at man må forsvare Stalin, fordi den reaktionære Stalin-hetz anvendes til at bekæmpe socialismen. Eller som det også høres rundt omkring på venstrefløjen: Det er historie – glem det – vi må videre! Tværtimod har vi brug for at lære af historien – og dens fejltagelser, og det vil kun være dumt at forsøge at bortforklare den virkelige historie.

I stedet må venstrefløjen blive bedre end de reaktionære og andre, når det gælder om at afsløre stalinismens forbrydelser og til forskel fra de borgerlige, så bør nutidens socialister også analysere det skete, forklare hvorfor det kunne ske, og hvordan det kan undgås i fremtiden.

Der er intet at skjule. Den kritiske venstrefløj må tage en gammel 1968-parole til sig ”kritiser alt!” Også forbrydelser begået i socialismens navn, og ikke mindst kapitalismens og imperialismens forbrydelser, grusomheder og misgerninger og bidrage til dens sorte bog – kapitalismens sorte bog. Intet skal skjules, hverken i Øst eller Vest – Syd eller Nord!

Efter stalinismen genoprettes kapitalismen
Stalinismen strakte sig over flere årtier, og en del steder i verden forsøgte man at ”opbygge socialismen”. Intet steds lykkes det ud fra de intentioner, socialismens pionerer tilstræbte. Det lykkedes heller ikke stalinismen at fastholde den magt, de havde tilranet sig. Der opstod en kapitalisme, der netop havde sit udspring i dele af bureaukratiet, som kunne nyde godt af sit magtmonopol, når tingene pludselig skulle privatiseres. Det nye bourgeoisi var vokset frem af dele af bureaukratiet. Kolossale profitter blev ophobet hos enkelte. Sætninger som ”russisk oliemilliardær opkøber fodboldklub” i en stor national liga, er velkendt.

De fleste steder er kapitalismen genoprettet, uanset hvilken variant af stalinismen, der var tale om: Sovjetunionen, Kina, Albanien, Rumænien eller i mildere grad Jugoslavien, hvor nationalismen så til gengæld slog ud i fuld flor, og opløste dette land.

Kapitalismen blev oprettet på særlige måder – mafiaøkonomi og hvad der ellers kan siges og analyseres frem til. Fremvæksten af fascistiske bevægelser, hvoraf sådanne bevægelse og organisationer er tætte på den politiske magt, eksempelvis i Ungarn. Halvdelen af Europas organiserede nynazister findes i Rusland.

Teoriens forfladigelse
Stalinismens opståen og dens senere monopol på magten indebar, at den marxistiske teori blev forfladiget og dogmatiseret i en sådan grad, at store dele af det marxistiske tankegods forsvandt i glemslen. Det gælder ikke mindst den rige arv fra den russiske revolutions første år frem til midten af 1920’erne, hvor revolutionære socialister som Lev Trotskij og mange andre gav værdifulde bidrag til debatterne såvel i Rusland som på det internationale plan.

Eksempelvis forsvandt lederen af Det Socialistiske Akademi, der blev startet efter revolutionen, det senere Marx/Engels Institut, Rjazanov. Rjazanov fik samlet en række af Marx’ og Engels’ værker, der aldrig tidligere var publiceret. De havde ligget nærmest uopdaget hos ledere af det tyske Socialdemokrati, hos Bernstein og Kautsky. På grund af ”revisionisme-debatten” i det tyske parti, havde de sat en stopper for yderligere tiltag i udgivelser af disse hengemte værker og ”partsindlæg” i debatten. Bl.a. ”Grundrisse”, de papirer hvor Karl Marx selv fremstiller metoden i ”Kapitalen”. Marx oplevede selv kun udgivelsen af hans hovedværks første bind. ”Grundrisse” er så at sige hele metoden og fremstillingen fra Marx’ egen hånd.

Denne omfattende produktion og forskning blev foretaget af Rjazanov og hans medarbejdere. Men deres arbejde behagede ikke Stalin-bureaukratiet. Rjazanov blev anholdt og forvist i 1931 og døde i 1935 eller 1936.

Kommunismens negation
Stalinismen indebar ikke kun, at de rige erfaringer lemlæstedes, men også at den teoretiske nyproduktion stort set forsvandt. I stedet for at opmuntre teoretisk kamp og nytænkning nøjedes stalinismens ”teoretikere” med at forsvare dogmerne, en vulgarisering af deres ”marxismen-leninisme”.

Den polskfødte marxistiske historiker, Isaac Deutscher, sagde engang om sig selv, at hvis Stalin og hans stab var marxister, så var Deutscher ikke marxist, og hvis indholdet i Karl Marx’ ”Kapitalen” var, hvad Stalin sagde, så var han ikke marxist. Isaac Deutscher gav sig så til at læse ”Kapitalen”. Igen og igen – også andet af Marx – for at begribe metoden. Det var efter, at han som talsmand for den antistalinistiske opposition yderligere stillede spørgsmålet: Kunne den stalinistiske politik og praksis retfærdiggøres ud fra marxismen? Var Marx’ analyser og kritik af kapitalismen holdbare i den tid, Deutscher skulle forholde sig til?

Studierne afslørede for Deutscher, at metoden hos Marx ikke bare var uforenelig med den socialdemokratiske reformisme. Den afslørede også for ham den dybe kløft, som lå mellem den klassiske marxisme og de kyniske opportunister, den stive skolastik og de inkvisitoriske metoder hos stalinisterne. Siden den tid var det umuligt for den unge Deutscher – og den ældre, at beskylde Marx for stalinismens fremkomst og praksis. Konsekvensen som marxist var at gå i opposition mod stalinismen.

Kritisk metode
Marxismen skal være en kritisk, dialektisk metode. Modsat af hvordan den blev anvendt, hvor den nærmest fremtrådte som en slags religion, et dogmatisk system som bygger på tro, ikke viden. Og hvis du er uenig, skal du få en over nakken!

Netop den fri debat er forudsætning for at udvikle teori og metode. Marxismen er skabt og skabes i diskussioner, analyser, debatter, forskning, erfaringer med og i nye udviklinger i klassekampen og alle andre steder og ikke blot indenfor nationale rammer. Uden denne dialektiske forudsætning dør dens udvikling.

Gennem årtier havde stalinismen et monopolagtigt præg på de revolutionære bevægelsers teori og politik. På den måde at den ofte umuliggjorde en diskussion om revolutionær politik, også strategi og taktik. At afvise og gennemskue stalinismen indebærer, at man kan begynde at diskutere vigtige strategiske og taktiske spørgsmål uden skyklapper, hvilket er nødvendig for at revolutionære bevægelser kan gå frem og få afgørende indflydelse på begivenhedernes gang.

Stalinismen har også sin virkning på dem, der tog afstand og i nutiden tager afstand fra hele ”den teoretiske arv”, fordi de netop sammenblander stalinismen med socialisme, kommunisme, revolution, m.v.. Når diskussionen af begreberne forsvinder i den politiske teori og praksis, har det indflydelse på den politiske orientering. Dette i en situation, hvor revolution-begrebet anvendes rundt om i verden mere end nogen sinde – i hvert fald i årtier - fra den arabiske revolte over Europa til nu selv USA med ”Occupy Wall Street”-bevægelsen, der breder sig som ringe i vandet.

Arv og udvikling
Den teoretiske arv indeholder også erfaringer fra den russiske revolutions første år og Kommunistisk Internationales første fire kongresser – en rig arv, som må generobres. Efter de fire første kongresser, dvs. indtil 1922, var det først og fremmest den trotskistiske bevægelse, som blev forsøgt opretholdt og videreudviklede den revolutionære teori og politik. Ganske vist finder man også i denne bevægelse forskellige grupperinger med dogmatiske positioner. Denne dogmatik hænger sammen med, at man forsøgte at bevare en relativ lille kerne af revolutionære i perioder under meget svære betingelser, men denne konstatering er ikke en undskyldning – kun en forklaring.

Selv på det organisatoriske plan har stalinismen haft en yderst negativ indflydelse. Dens kendetegn er autoritære metoder, ledelsesdiktatur og bureaukratisk ensretning. Den før-stalinistiske tradition omfattede indre partidemokrati, åbne politiske diskussioner, osv., som forudsætning for at opbygge en livskraftig revolutionær organisation.

Med svækkelsen og mange steder nærmest opløsning af stalinismen, kombineret med nye politiske bevægelser rundt om i verden – ikke mindst i Europa, og revolterne i den arabiske region, er der opstået nye muligheder. Forudsætning er, at arbejderbevægelsen, venstrefløjen og de tusinder af aktivister ikke glemmer eller skjuler de ømtålelige kapitler, men lærer af dem, og indhøster nye erfaringer i en frihed, der er forudsætningen for at komme videre. I erfaringerne med stalinismen er der en rigdom at lære af, for ikke at gentage.

Opgaven består ikke i at forkaste marxismen og dens begreber, men at adskille den fra misbruget af disse begreber. Begreberne må generobres og udvikles gennem fri debat og politisk handling."

Således talte Svend Vestergård Jensen