mandag den 26. oktober 2009

Ghettodannelse

Nyt parti - SIAD - i strid med grundloven

Stop Islamiseringen af Danmark, eller SIAD, er et nyt parti, som i januar (2009)begyndte at samle underskrifter ind for at stille op til Folketinget. Det er fra starten i strid med grundloven.

Partiet kender tilsyneladende ikke den grundlæggende magtdeling i det borgerlige demokrati. Partiet fremsætter i hvert fald grundlovstridende forslag.

Vi har i Danmark som bekendt opdelt magten i en udøvende, en lovgivende og en dømmende magt. Hhv regering, folketing og domstole. SIAD vil have folketinget til at udøve magt. Den går ikke.

Sagen er, at SIAD vil straffe den som landsforræder, som hjælper indvandrere til Danmark, (eller til at blive i Danmark?). Det er SIADs udtrykte ønske.
Partiet kalder det, de vil gøre strafbart, for "hjælp til besættelse af Danmark." Det er ikke kun hjælp til fremmede statsmagter, som truer eller besætter Danmark, der skal bedømmes som landsforræderi, men også hjælp til enkeltpersoner, som vil slå sig ned her.

Man må så spørge, om venskabsforeninger så også skal kriminaliseres? Bliver private integrationsprojekter - sprogskoler osv - også at betragte som landsskadelig virksomhed? Det er et noget tåget programpunkt.

Læs selv:

"For at fastholde rimelige forhold i fremtiden bør straffelovens kapitel 12 revideres, så hjælp til fremmede folkeslags besættelse af Danmark gøres strafbar på linie med hjælp til fremmede magter. Påtaleretten fjernes fra justitsministeren, således at en sag kan rejses på foranledning af f.eks ti folketingsmedlemmer."

Partiet vil altså ganske overraskende, når man kender til magtens tredeling, overlade det til Folketinget at rejse straffesager. Folketinget hvis opgave det er at gennemføre lovgivning. Og så skal kun ti medlemmer, ikke et flertal, kunne agere som statsanklager. Det er måske lige det antal, SIAD håber på (sammen med Dansk Folkeparti) at kunne opnå, så de sammen kan gå på jagt efter danskere, som samarbejder med udenlandske jøder, buddhister eller måske ligefrem muslimer.

Partiet planlægger at ændre på grundlæggende regler, som automatisk bringer dem i klar modstrid med grundloven. Partiet kan således egenntlig ikke vælges ind i Folketinget. Eller medlemmerne vil kunne blive afvist efter et valg.

SIADs programpunkter undgår behændigt at nævne, at det er muslimer, man vil smide ud af landet. Det fremgår jo ellers klart af partiets navn. Partiet ville straks ramle ind i straffelovens "racisme"paragraf, hvis det havde udtrykt sig klarere.
Det bliver partiet naturligvis nødt til, når det skal formulere sig mere præcist. Man kan derfor forvente en fornyet propagandaindsats for i stedet at få fjernet mindretalsbeskyttelsen (racismeparagraffen) i lovgivningen.

På partiets egen hjememside kan man få et indtryk af, hvordan etnisk udrensning forberedes.

http://sioedanmark.wordpress.com/

Man får også en forståelse af, hvordan det kunne gå så grueligt galt i fx Bosnien. Den er et lærestykke i, hvordan befolkningsgrupper kan spilles ud imod hinanden. Hjemmesiden burde bruges i den demokratifremmende undervisning i folkeskolen, som Dansk Folkeparti kortvarigt var fortaler for.