søndag den 25. oktober 2009

Skal nyankomne flygtninge ind i ghettoerne?

Ca. halvdelen af de asylsøgere, som er kommet til Danmark i de sidste to år er blevet anerkendt som flygtninge og kan altså blive her. Men hvor skal de bo?

Det er, mener jeg, vigtigt at disse nye flygtninge ikke sluses ind i de sociale ghettoer, som man hidtil har stillet til rådighed for flygtninge. De kan som udgangspunkt ikke forsørge sig selv. Flygtninge anbringes for det meste sammen med danskere, som har mange sociale og psykiske problemer og sammen med tidligere ankomne flygtninge, som ikke har formået at løsrive sig fra ghettoen.

I ghettoen er kriminaliteten højere end i andre kvarterer. Der skal naturligvis ikke fyldes op med flere flygtninge. Flygtninge har brug for asyl, dvs fred og ro til at komme sig over de forfærdelige ting, de har oplevet.

Det er ganske vist del af en en politisk evighedsmaskine at anbringe flygtninge i ghettoer, men den bør stoppes. Problemerne i ghettoerne giver nemlig DF stemmer, som støtter de borgerlige, som på deres side ikke gør noget for at (op)løse ghettoerne.

Der er sket det paradoksale, at regeringen politisk lever af at pege på de problemer, som den selv vælger ikke at løse. Det er andres skyld forstås. Naturligvis ønsker de borgerlige heller ikke at skræmme deres egne kernevælgere bort ved at boligplacere flygtninge i de pæne kvarterer. Og er der andre muligheder?

De første år i Danmark sættes man som flygtning på introduktionsydelse, som er så lav, at det er svært at forestille sig, at nogen flygtning vil kunne deltage i udgiftskrævende aktiviteter. Der er tale om halv eller 2/3 bistandshjælp.

Ordningen er lavet for at "motivere" flygtninge til at søge et arbejde, siger man. Men ingen flygtning kan jo tale dansk de første år, og hvem ansætter en fremmed, som end ikke kan det mindste dansk?

Det ville naturligvis være mere logisk at give en højere ydelse i starten og så reducere den, når flygtningen har lært dansk og faktisk har mulighed for at søge arbejde. Når ydelsen trinvist nedsættes, er man motiveret for at vedligeholde indkomsten.

Landflygtige har heller ikke råd til at købe hus eller ejerlejlighed i de første mange år efter flugten hertil. De er derfor afhængige af sociale boligbyggerier og den kommunale anvisningsret. Ikke mange private husejere har mod på at leje ud til flygtninge. De fleste lander altså som naboer til andre fattige.

Hvad kan de selv gøre for at redde sig bort? Hvad kan kommunen gøre? Hvad kan regeringen gøre? Hvad kan vi gøre som enkeltmennesker?

Kan vi forsvare at sende mennesker,som har brug for fred ind i kvarterer, som er præget af kriminalitet, hærværk og vold?

Skal ghettoerne nedlægges?

Hvem kommer med de kreative forslag, så indbyggere i de etnisk set meget blandede ghettokvarterer kan flytte?

Venstrefløjen har formuleret stort set alle de sociale fremskridt, der er sket i samfundet i de sidste 100 år, fremskridt som de fodslæbende borgerlige efter års modstand har måttet overtage pga det folkelige pres eller pga simpel nødvendighed.

Men venstrefløjen er nærmest mundlam, når det gælder flygtninge og indvandrere. Det ser ud som om venstrefløjen er tørret ud. Og de borgerlige - dvs magthaverne - sprudler bestemt ikke med fremskridtvenlige ideer.


Når man overhovedet kan kalde kvarterer med over 70 nationaliteter for ghettoer, en betegnelse der ellers lige modsat er beregnet på kvarterer med kun én etnisk mindretalsgruppe, så må det skyldes, at mange indbyggere i disse kvarterer lever af offentlig forsørgelse. Det være sig bistandshjælp, introduktionsydelse, starthjælp, sygedagpenge, arbejdsløshedsdagpenge, førtidspension eller pension. Det gælder også danskerne. Det er altså "sociale ghettoer", der tales om ikke "etniske". Indbyggerne er i høj grad det, vi med nutidens målestok må betegne som fattige.


De forskellige grupper, som tydeligvis ikke evner at solidarisere sig med hinanden, forventes at kunne leve fordrageligt sammen. Det sker vel også for det meste. Men børnene, som kommer fra disse forskelligt belastede familier, skal deles om de ressorurcer, der er. De skal holde sig fri af kriminalitet og stofmisbrug. De skal udvikle "sunde" fritidsinteresser. De skal forholde sig til den mistro, der er mellem de etniske grupper. De skal passe deres skolegang og deles om trætte lærere.

Dette vovede projekt virker naturligvis ikke. Kvartererne er overbelastede. Mange vil gerne flytte bort for at undgå kriminaliteten, som også truer deres børn.Det gælder også "nydanskere". Også forældre med børn, der har fået en dom for kriminalitet, vil gerne bort, for at kunne beskytte deres børn mod gruppepresset fra de bander,som dannes. Forældrene kan ikke styre deres store drenge, når kammeraterne trækker i dem. Forældre får at vide, at det er ulovligt at slå deres børn. De står ofte hjælpeløse.

Der er opstået en frastødende respektløs jargon også blandt de unge med udenlandsk rod, en måde at udtrykke sig på, den som minder om den, som man kender fra amerikanske gangsta-rap. Den stammer fra fattig-ghettoer i USAs storbyer befolket med kristne sorte.

Især drengene kan skabe sig en negativ identitet ved at dyrke en omvendt racisme, hvor de kan benægte deres sorte udsigter, ved at påstå, at de er bedre. Bedre end de hvide og bedre end pigerne. En oppustet selvværdsfølelse er måske det eneste de har med hjemme fra. Og en mandschauvenistisk følelse , som kun skal pustes yderligere op, når pigerne har overhalet dem i skolen.

Nazisterne i Køge har netop spillet "raceadskillelse" ud som en "løsning". Føreren foreslår, at alle danskere flytter ud, så udlændingene bliver tilbage i mere rene ghettoer. Dette er den modsatte politik af Dansk Folkepartis. DF vil forhindre ghettodannelse. Men partiet har intet gjort, for at få spredt de socialt belastede indvandrere og flygtninge, eller danskere. Partiet skaffer sig jo også netop stemmer ved ikke at løse de problemer, der er, bl.a. med den øgede kriminalitet.


Indbyggerne i ghettoerne er i høj grad det vi med nutidens målestok må betegne som fattige. Årsagen til den offentlige forsørgelse må naturligvis ses i nogle negative forhold. Arbejdsløshed, fysisk og psykisk sygdom, kronisk invaliditet som følge arbejdsskader, krigsskader, torturskader. Mange - måske op mod halvdelen - fra flygtningegruppen er traumatiserede og lider under posttraumatiske belastningsreaktioner, dvs kronisk chock. De etniske danskere er typisk kendetegnet ved kort uddannelse, og en del har alkohol- pille- og stofmisbrug.

De socialt belastede eller fattige udlændinge søger naturligvis derhen, hvor de kan få en bolig. De bebrejdes ofte, at de klumper sig sammen, men de skal jo have et sted at bo. Regeringen gør intet effektivt for at sikre en bedre fordeling i de store byer.

Det er skæbnens ironi ,at regeringen bedst sikrer sin egen overlevelse til næste valg ved som hidtil ikke at løse problemerne med kriminalitet blandt unge i ghettoerne.

Ghettodannelse

Venstrefløjen har i lange perioder helt opgivet at være i offensiven, når det handler om udlændingepolitikken.

Hvis man fx tager området, der benævnes boligplacering eller ghettodannelse, så er det for mig klart at venstrefløjen har sovet i timen - til skade for danskere, flygtninge og sig selv.

Man burde naturligvis i god tid have kæmpet for placering af de ofte traumatiserede flygtninge og dårligt uddannede indvandrere i boligområder, hvor mere veluddannede og vehavende mennesker bor.

Der har fra de borgerliges side været mange undskyldninger, så man kunne komme til at losse de problemer, som naturligvis kommer med indflytning af ressourcefattige, psykisk forstyrrede, økonomisk fattige, kulturelt og religiøst fremmede, ind i de områder, hvor der i forvejen bor mange mennesker med sociale, psykiske og helbredsmæssige vanskeligheder - samt lavtlønnede arbejdere.

I Gentofte og lignende kvarterer havde man desværre ikke "plads" mellem millionvillaerne, så flygtningene måtte i stedet til Ishøj og bo sammen med de fattige, der nogle år før, var fordrevet fra brokvarterene i København.

Resultatet kender vi. Lad os tage et eksempel. Resultatet har bl.a. været overbelastning af kommuneskoler, som i forvejen skulle give mest specialundervisning osv til danske elever. Fattige danskere og danskere, der selv har hjælp behov, er blevet yderligere presset i deres dagligdag, og mange valgte derfor at stemme på DF for at beskytte sig.

DF støtter den borgerlige regering, der på deres side meget behændigt stadig sørger for ikke at belaste deres egne kernevælgere i de fine villakvarterer. Tværtimod bevarer de lige netop den samme geografiske fordeling af de "fremmede", som vi kender.

Det er en ganske praktisk balance de tre partier til højre i Folketinget har fundet. Det er nemlig også en slags politisk evighedsmaskine, der sikrer dem selv magten ved at vedligeholde trykket på forfordelte danskere,som (ris til egen røv) stemmer borgerligt/DF for at undgå, at der kommer endnu flere fremmede.

I denne stemning kommer så det lille hyperaktive SIAD (Stop Islamiseringen af Danmmark)ind med deres stormtropper og forsøger at piske et generelt had op imod dele af de fremmede, nemlig muslimerne. Ligesom nazisterne forsøger de at mobilisere de dummeste arbejdere ved at spille på had mod minoriteter. De kloge arbejdere kender til værdien af solidaritet.

Den danske venstrefløj har imidlertid sin del af ansvaret for ghettodannelsen, og for at regeringen fortsætter uhindret med støtte fra mennesker, som ikke har nogen interesse i den.

Vi må, mener jeg, hjælpe flere flygtninge, men de skal bo i de velaflagte kvarterer, og børnene gå i de ressourcestærke skoler. Og de flygtninge og indvandrere som vil flytte fra ghettoerne skal øjeblikkeligt hjælpes bort til andre boliger. Det må også være venstrefløjens krav.